Mange aarhusianere hjælper allerede hinanden med stort og småt i hverdagen, og for at vi kan bo trygt, er gode naboer helt afgørende. Det er langt tryggere at tage på weekendtur eller ferie, hvis vi ved, at der bliver holdt øje med vores hjem. Faktisk kan op til hvert fjerde indbrud undgås med organiseret nabohjælp, viser en undersøgelse.

Hvad er nabohjælp?

 

Nabohjælp er forebyggelse med mennesker i centrum. Det er naboskab, tillid, sammenhold og samarbejde - og det virker. En tyv er kun interesseret i dine værdier og vil alt i verden undgå at blive set eller genkendt. Derfor er gode naboer forebyggende mod indbrud.


Gode råd til nabohjælp


Gør det svært for tyven at se, om der er nogen hjemme. Det er hurtigt klaret, hvis du som nabohjælper husker disse fire råd, når du passer på din bortrejste nabos hus:

  • Gå en runde om huset
  • Parkér din bil eller cykel foran huset
  • Læg affald i skraldespanden
  • Vær generelt opmærksom på huset

Du kan også få stor nytte af nabohjælp, hvis du bor i lejlighed. Her kun du fx hjælpe din bortrejste nabo med at:

  • Lægge måtten ned efter trappevask
  • Tømme postkassen

Er din nabo bortrejst, giver det stor tryghed, hvis du regelmæssigt sender en SMS eller mail og fortæller, at du har checket huset, og at alt står vel til.

Få mere at vide om Nabohjælp

 

Læs flere gode råd om Nabohjælp på Trygfondens hjemmeside. Her kan du også finde oplysninger om, hvordan du tilmelder dig Nabohjælp på Nabohjælps nye app, som du finder i Google Play eller App Store.