I efterårsmånederne emmer Aarhus af studiestart og sociale arrangementer. Det er samtidig de måneder, hvor der sker flest cykelulykker i byen. Det er særligt de unge, der fylder i ulykkesstatistikken. Derfor sætter en ny kampagne målrettet unge fokus på at nedbringe antallet af ulykker.

"Vi bliver flere og flere aarhusianere. Det kan man også se på cykelstierne. Derfor er det meget vigtigt, at vi er opmærksomme på både vores egen og vores medtrafikanters sikkerhed og adfærd,"
Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø.

Antallet af cykelulykker i Aarhus er steget fra 181 i 2014 til 220 i 2018. Det er en stig-ning på knap 22 procent.

Fokus på bøder

Med kampagnen ”Styr uden om kæmpebøder” sætter Aarhus Kommune og Østjyllands Politi nu fokus på, at det kan koste dyrt ikke at overholde færdselsloven. Selvom kampagnen fokuserer på bøder, er målet at nedbringe antallet af ulykker.

"Vi kan se, at alt for mange cykler over for rødt, cykler i modsat retning eller cykler med mobilen i hånden. Der er mange myter om, hvad man må og ikke må på cykel. Kampagnen fokuserer på bøderne, men det vigtige for os er at få nedbragt antallet af tilskadekomne og dræbte i trafikken. Erfaringen viser, at bøder er et godt redskab til at nå det mål,"
Heine Hansen, vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi.

I ugerne op til efterårsferien vil der være mere politi på gaden, som med bødeblokken i hånden vil have et ekstra øje på cyklisterne.

Fakta

Kampagnen ”Styr uden om kæmpebøder” afvikles i uge 40-41. Kampagnen er en del af Aarhus Kommune og Østjyllands Politis fælles tryghedsstrategi Tryg i Aarhus (åbner i nyt vindue).

Indsatsen består blandt andet af kampagnefilm og information på Facebook i samarbejde med byens uddannelsesinstitutioner, politikontrol, saddelcovers og postkort på byens caféer.

Læs mere om kampagnen (åbner i nyt vindue).