Gå til hovedindhold

Undgå indbrud i kolonihaven

Kolonihaven er din oase, som du i sommerhalvåret bruger til at slappe af, finde ro og tappe ny energi. Men når huset lukkes ned for sæsonen og haverne står tomme, har tyven gode muligheder for at bevæge sig uset rundt.

  • Læs op

Indhold

    Størstedelen af indbrud i kolonihaver foregår i løbet af vinterhalvåret, men der er meget, du selv kan gøre for at undgå indbrud. 

    1. Sørg for, at dine døre og vinduer er godt sikret

    2. Gør det svært for tyven

    3. Vær en god nabo - aftal, I skiftes til at gå en runde udenfor sæson

    Du skal prøve at kigge på dit hus med tyvens øjne: "Hvis jeg nu ville prøve at begå indbrud i mit eget hus, hvor ville jeg så gøre det?" Det sted, du finder frem til, det vil typisk også være det sted, som tyven finder frem til. Et sted, hvor han kan stå i fred og ro, ikke bliver set og adgangen er nem. Måske har du et redskabsskur, som du har glemt at låse. Skuret er en gavebod for tyven, der let kan finde noget at bryde vinduer og døre op med. 

    Du kan også aftale med dine naboer, at I skiftes til at gå en runde fx en gang om ugen udenfor sæsonen.

    Få mere at vide

    Vi har lavet en video, der gør dig klogere på de tre gode råd til at sikre dit kolonihavehus.

    Råd nr. 1: "Gør dine vinduer og døre sikre"

    Langt de fleste indbrud i kolonihaver sker gennem døre eller vinduer, som bliver smadret og brudt op. Det er især ved vinduerne at indbrudstyvene kommer ind. Og derfor er det en god ide at montere et lille sikringsbeslag indvendigt på vinduet eller ved at sikre listerne på ydersiden med beslag eller énvejsskruer. Husk også at sikre terrassedøren. Hvis der er lås på indersiden af døren, kan tyven hverken komme ud eller ind via en knust rude. Det er en god idé, at udskifte dine låse med en rombe-formet nøgle

    Råd nr. 2: "Gør det svært for tyven"

    For indbrudstyven handler det om, at kunne arbejde ugenert uden at blive set fra vejen eller af naboer. Tyvene elsker høje hække, så de kan arbejde ugeneret. Det er derfor en god ide at klippe hækken, så der er åbent omkring dit hus, og tyven ikke kan skjule sig. Det er også en god ide at montere lys med sensor, der lyser området op, hvis tyven kommer. Har du et redskabsskur, så sæt en lås på. Tyven kan bruge dit værktøj til at bryde ind.

    Råd nr. 3: "Vær en god nabo"

    Noget af det mest effektive mod indbrud er, når folk hjælper hinanden med at holde øje. Hils, når I møder nogen på stien – også hvis det er nogen, I ikke kender. En indbrudstyv bryder sig ikke om at blive hilst på, for så ved han, at han er blevet set, og vælger nok et andet område. Hvis I tilmelder jer på Nabohjælps app, har I mulighed for at gøre nabolaget opmærksomme på, når der har været indbrud.

    Sidst opdateret: 22. november 2023